Nyheder

Genfarvesætning af facade på Vesterbro

Vesterbrogade 75 og Oehlenschlægergade 1 fremstår i dag som en hjørneejendom i fem etager. Dato for opførelsen af den ældste del af bygningen er omkring år 1864, mens den yngste del, der strækker sig rundt om hjørnet og ned ad Oehlenschlægergade, kommer til i begyndelsen af 1920’erne. Bygningerne fremstår i dag som en samlet ejendom med pudset og malet facade. Den nederste del af facaden (stueetagen og 1. sal) er i dag farvesat grå, mens facadens overliggende etager fremstår gule. Øverst løber en hovedgesims med tandsnit, og mellem 1. og 2. sal løber en kordongesims.

Bygningen, der ejes af Dreyerfonden, står foran en omfattende istandsættelse, og bygningen vil i løbet af de næste år både skifte formål og udtryk. I 2022 udførte Eltang & Rygaard Konservering en farvearkæologisk undersøgelse, der skulle ligge til grund for en genfarvesætning af den markante ejendom.

Undersøgelsen blev gennemført ved indsamling af pudsprøver med farvelag til brug for fremstilling af tyndslib. Prøverne blev udtaget og analyseret af SEIR-Materialeanalyse A/S. Ved analysen blev puds- og farvelagenes opbygning samt bindemidler og pigmenter/tilslag samt eventuelle smudslag mellem de enkelte lag identificeret. I forbindelse med prøveudtagningerne blev der udført mindre mekaniske og kemiske lagvise afdækninger og søgespor på facaden. Farveudtrykkene blev dokumenteret ved nærmeste farver i Natural Colour System (NCS). De tekniske undersøgelser blev sammenstillet med en arkivalsk undersøgelse, der bl.a. afdækkede, i hvilke perioder der skete store forandringer på matriklen.

Det var undersøgelsens målsætning at dokumentere ældste farvesætning på adressens oprindeligt to, nu sammenbyggede ejendomme. Ved hjælp af tyndslibsanalyserne, lagvise afdækninger og søgespor har det været muligt at få svar på de farvehistoriske og materialemæssige spørgsmål, der meldte sig i forbindelse med istandsættelsen. Bl.a. blev det afdækket hvilke mørtler, bindemidler og pigmenter, der var anvendt i de forskellige perioder. I forbindelse med den forstående istandsættelse vil facadens farveudtryk blive ført tilbage til det oprindelige udtryk fra begyndelsen af 1920’erne, hvor bygningen stod lys grå med hvide vinduer. Så kig op, næste gang du kommer forbi Vesterbrogade 75 og følg med, når bygningens farveudtryk føres tilbage til 1920’erne.

Forundersøgelse og restaurering af Vilhelm Lundstrøms fem store mosaikker i Frederiksberg Svømmehal

Frederiksberg svømmehal, der er tegnet af arkitekt A.S.K. Lauritzen (1871-1961), blev opført i årene 1931-1934, og er dermed en af Danmarks ældste svømmehaller. I årene 1935-1938 udførte Vilhelm Lundstrøms (1893-1950) fem store mosaikker som udsmykning af svømmehallen. Fire af mosaikkerne er placeret i den store hal, mens den sidste og største mosaik er placeret på bagvæggen ved familiebassinet.

Mosaikkerne gengiver badende mænd, kvinder og et barn, der opholder sig i bassinerne og langs bassinkanten. Den enkle stramme komposition er bygget op over enkle farveflader, der, når de betragtes på afstand, opnår en tredimensionel effekt. De fem mosaikker, der et hovedværk i dansk monumentalkunst, blev skænket af Ny Carlsberg Fondet.

I november 2022 udførte Eltang & Rygaard Konservering en genstands- og tilstandsbeskrivelse af de fem mosaikker, hvilket skete i forbindelse med renoveringen af svømmehallen. Teknikken synes at være den såkaldte omvendte lægning, hvor stifterne i en given sektion midlertidig limes med forsiden nedad på enten papir eller tekstil i det ønskede mønster/motiv. Herefter transporteres sektionen til lægningsstedet, hvor stifternes opadvendte bagsider presses ind i en fugtig mørtelbund. Når sektionen er placeret og nivelleret, fjernes papir/tekstil, og stifternes forside bliver igen synlige og danner mosaikken.

Tilstandsbeskrivelsen af Lundstrøms mosaikker kan betragtes som et væsentligt værktøj for værkernes fremtidige bevaring. Dels giver registreringen et overblik over typer og omfang af skader, og dels danner registreringen grundlaget for en monitorering af mosaikkernes tilstand over tid.  I skadesregistrering blev både de strukturelle skader og de mere overfladiske skader registreret. De strukturelle skader er skader, der påvirker mosaikkens struktur og dens sammenhængskraft, herunder: revnedannelser, løse stifter og slip mellem mosaik og mur. Overfladiske skader er skader, der udelukkende påvirker mosaikkens æstetiske og kunstneriske udtryk, herunder: støv, smuds og overfladeslitage.

 Den minutiøse gennemgang af mosaikkerne afslørede, at alle mosaikkerne overordnet er i en god strukturel bevaringstilstand, og det kan konkluderes, at mosaikkerne udover at være et enestående monumentalt kunstværk også er et formidabelt stykke håndværk!            

I januar-februar 2024 udfører Eltang & Rygaard Konservering en bevarende behandling af mosaikkerne, hvilket bl.a. omfattede en skånsom overfladerensning, sikring af løse stifter og komplettering af mindre skader i overfladen. Opgaven løses for Viuff Anlæg A/S og Frederiksberg Kommune.

AFDÆKNING OG RESTAURERING AF MARMOREREDE VÆGFELTER I CARLSBERFONDETS INDGANGSPARTI

De skjulte marmoreringer  

Når man træder ind i Carlsbergfondets Domicil på H.C. Andersens Boulevard, bydes man velkommen af et rigt udsmykket indgangsparti, hvor loftet er udsmykket med smukke limfarvedekorationer, mens undervægge og pilastre (vægpiller) udgøres af forskellige marmortyper. Vægfelterne mellem marmorfladerne skiller sig dog væsentligt ud, da de fremstår bemalede i en monokrom grå farve uden anden form for dekoration end en lille nuanceforskel mellem den grå vægflade og den lidt lysere ramme.      

De monokrome grå vægflader kom til i forbindelse med en større istandsættelse af huset i 1970’erne. I de historiske kilder beskrives de nu tildækkede vægfelter som værende ’marmorimitationsbemalede i rigt udvalg’ men dog så nedslidte, at de rent håndværksmæssigt ikke lod sig restaurere. Marmorimitationer – også kaldet marmoreringer – er malede flader, der mere eller mindre naturalistisk imiterer rigtige marmortyper.

I forbindelse med den igangværende istandsættelse af huset dukkede interessen for de marmorerede vægfelter op igen. Fandtes der stadig marmoreringer bag de monokrome grå flader? og var de virkelig så nedslidte, at de ikke lod sig restaurere?   

Afdækning af vægfelterne

Indledningsvis blev der udført en række mindre afdækninger og søgespor. Afdækningerne gav en indikation på, at der stadig lå marmoreringer gemt under den grå vægfarve, men deres omfang og bevaringstilstand var ukendt. For at opnå det fulde billede blev det besluttet at fjerne alle sekundære lag ovenpå marmoreringerne, hvilket indbefattede: glasvæv, farvelag og kridtgrunderinger.

I nogle partier kunne malerbehandling fra 70’erne trækkes af i baner, da den grå farve lå ovenpå et lag glasvæv. I andre partier lå den grå farve desværre også under glasvæven. I disse partier blev farven fjernet mekanisk med skalpel, hvilket skete millimeter for millimeter. En mekanisk afdækning var eneste mulighed, da den grå farve kun lod sig fjerne med opløsningsmidler, der også opløste den underliggende marmorering.

Bevaringstilstand og dokumentation

Efter alle sekundære bemalinger var fjernet, kunne det konstateres, at der var bevaret marmoreringer fra mindst tre forskellige perioder. Marmoreringernes maletekniske og æstetiske udtryk varierede dog en del, og derudover var der stor variation i deres bevaringstilstand. Fælles for alle felterne var dog, at vægfladen imiterede en gul marmor, mens rammen imiterede en grøn marmor.

Efter endt afdækning blev marmoreringernes bevaringstilstand dokumenteret skriftligt, grafisk og fotografisk. Derudover blev det dokumenteret, i hvilke områder marmoreringerne var så velbevarede, at de kunne restaureres, og i hvilke områder de var så fragmentarisk bevaret, at de skulle rekonstrueres af en dygtig dekorationsmaler.

Konservering og restaurering

Inden den egentlige behandling kunne påbegyndes, blev der gennemført en maleteknisk undersøgelse. I forbindelse med undersøgelsen blev der anvendt UV-stråling. Under påvirkning af  UV-stråling fluorescerer de enkelte malematerialer forskelligt, hvilket bl.a. er anvendeligt, når man ønsker at lokalisere og dokumentere fernislag og tidligere farveudbedringer. Efter den maletekniske undersøgelse var afsluttet, blev den egentlige behandling påbegyndt. I behandlingen indgår følgende processer:

· Overfladerensning

· Afrensning af gulnede fernislag

· Stabilisering af farvelag

· Komplettering af manglende partier

· Retouchering af mindre skader

· Afsluttende overfladebehandling    

Efter endt behandling vil al information blive samlet i en behandlingsrapport, således at man ved fremtidige restaureringer kan se, hvad der er gjort, hvor og hvorfor.

RESTAURERING AF G.C. HILKERS POMPEJANSKE LOFTSDEKORATION I SPISESALEN PÅ SORØ AKADEMI

Hilker på Sorø Akademi

Georg Christian Hilker udsmykker fra 1861-1863 spisesalen på Sorø Akademi. Hilker, der var en af datidens store dekorationsmalere, har udført udsmykninger i en lang række fremtrædende bygninger, herunder lofterne på Thorvaldsens Museum, forhallen og biblioteket på Københavns Universitet og Landbohøjskolens store auditorium. Spisesalens  loft blev udsmykket i limfarver og væggene i oliefarver. Loftsmotivet er en tredelt pergola, der visuelt bæres af seks understøttende jernsøjler. Motivet leder tankerne henimod en sydlandsk taverna med referencer til Rom og Pompeji. Omkring pergolaens lette gitterværk snor sig humleplanter og vinranker, hvori der gemmer sig talrige småfugle. Baggrunden er en lys todimensionel himmel, hvorpå der ses vildgæs og svaler på træk. Loftet er siden dets opførelse restaureret af flere omgange. Den mest omfattende restaurering fandt sted i 1906-07 ved Møllmann & Co.

Loftsdekorationens bevaringstilstand

Netop loftsdekorationens tidligere restaureringer har haft stor betydning for dens nuværende  bevaringstilstand. I den igangværende restaurering arbejdes der med: Revner, løs puds, op- og afskalninger i puds- og farvelag, overfladesmuds og problematikker knyttet til tidligere restaureringer, herunder kompletteringer og overmalinger.

Af disse problematikker er revner og løs puds de alvorligste, både ud fra et bevaringsmæssigt og et æstetisk synspunkt. Revnerne er dels opstået som følge af sætninger i bygningen og dels efter vibrationer fra den overliggende festsal. Revnerne, der både løber gennem monokrome farveflader og sirligt udsmykkede partier, måler 0,1 – 5 cm i bredden og strækker sig over mere end 40 meter. Udover revner, der på sigt kan medføre materialetab, er der områder, hvor den dekorerede puds allerede har sluppet den overliggende konstruktion af rørvæv, der er sømmet fast til forskallingsbrædderne.

Konservering og restaurering

Lofterne er indledningsvis blevet børstet over med en blød modler. De løse smudspartikler er sideløbende blevet fjernet fra luften med en støvsuger. Herefter er dekorationen blevet renset med latexsvampe. Svampene indeholder ingen opløsningsmiddel, og der er derfor udelukkende tale om en tørrensning.

Efter endt overfladerensning er alle ustabile uoriginale pudskompletteringer blevet fjernet fra loftet, og de åbne skader renset for løse partikler. Alle originale pudspartier er herefter blevet sikret med hydraulisk kalkmørtel, hvorved pudsens vedhæftning til den bagvedliggende stabile konstruktion er blevet genetableret. Alle tabte partier er blevet genopbygget i kalkmørtel. Inderst lægges der en grovmørtel, mens det afsluttende lag mørtel, der består af kulekalk, sand og pulveriseret kalksten, er meget finkornet og fed. Mørtlen bliver lagt i med små murerskeer, der er specialfremstillet til modelleringsarbejde. Før mørtelarbejdet påbegyndes, bliver der påført en opløsning af menthol og ethanol umiddelbart omkring skaden. Denne opløsning danner ved fordampning af ethanolen en tynd hinde af menthol, der beskytter originaloverfladen mod vand og kalk, mens kompletteringsarbejdet udføres. Efter ca. et døgn er mentholen fordampet.

Efter sommer, når hele dekorationen er renset og stabiliseret, bliver der retoucheret, hvilket vil sige, at alle mørtelkompletteringer påføres ny farve. De nye retoucheringer består af en monokrom bundfarve udført i limfarve (harelim og pigment), hvorpå der retoucheres med stabile, vandbaserede retoucheringsfarver.